Kirkestien 10, Tjæreby
3400 Hillerød
Den lille pension, med plads og tid til individuelle hensyn
En af de store løbegårde
Hundene - Alment:
Det er, i høj grad, en tillidssag, at overlade pasningen af sin hund til andre, men mit mål er, at aflevere en hund, der er lige så glad ved afrejse, som ved ankomst.
Jeg tager selvfølgelig hensyn til, hvilke hunde, der skal være naboer, og anbringer f.eks. aldrig to dominante tæver, ved siden af hinanden.
Alle hunde er velkommen, uanset størrelse, race og alder. Men vaccinationerne skal være passet, og der skal fremvises gyldig vaccinationsattest ved ankomst.
I Tjæreby Hundepension er der kun én person omkring hundene - mig !
Jeg føler et meget stort ansvar forbundet med, at varetage pasningen af andres hunde, og derfor er det kun mig, der håndterer dem.
Jeg mener ikke, det er forsvarligt, at lade f.eks. store skolepiger komme og gå ture med hundene. Nogle hunde er stærke og voldsomme, og kan tage magten fra en ung pige.
Desuden vil jeg gerne lære hver enkelt hund godt at kende, og derfor er her ikke ansat ekstra hundepassere.
Størrelsen:
Pensionen består af kun 19 bokse, heraf de 14 med direkte udgang til egen, separat løbegård.
Hundene bliver, af sikkerhedshensyn, aldrig lukket ud sammen, på fælles område, men har god kontakt gennem trådnettet i løbegårdene.
Jeg forsøger, at opfylde de krav og behov en hund stiller til tilværelsen. Derfor er der ikke beton, men jord + græs i løbegårdene, hvilket enhver hund foretrækker at løbe på.
Jeg har desuden en stor indhegnet eng, hvor den enkelte hund kan nyde frihed og løbeture, sammen med mig. Vi leger måske med bold, eller hunden leder efter gemte legesager.
Det afvejes individuelt, hvilke hunde og hvor ofte, de skal på engen.
Hunde og medicin:
Jeg modtager naturligvis også hunde, der er under kortere- eller længerevarende medicinsk behandling, og skal behandles med tabletter, injektioner, øjen- eller øredråber, salver, cremer eller bandageskift.
Der er et dagligt medicin tillæg på kr 25,- for behandling.
Kurve og legetøj:
I nye omgivelser, er det vigtig for en hund, at have en genstand, den føler sig tryg ved,- dette kan være det sædvanlige sovetæppe, et særligt stykke legetøj el.lign., som meget gerne må medbringes. For god ordens skyld skal jeg erindre om at, specielt hanhunde, ofte strinter territoriet af, herunder også løfter ben på eget tæppe/kurv. Det er helt normalt, og giver hunden mere kontrol over situationen, når den føler, den har afsat sine grænser.
Pensionen påtager sig intet ansvar for tæpper eller andre genstande, der eventuelt "bliver slået ihjel", ved at hunden rusker det og leger voldsomt med det eller bærer det udendøre.
Kødben:
Hunden må gerne medbringe kødben, under forudsætning af, at det er store, kraftige knogler, der ikke kan splintres, og at hunden er vant til kødben. Skulle hunden finde på at begrave sit kødben i løbegården, må det anses for tabt, da jeg ikke graver det op igen........
Kolde og våde dage:
I vejrmæssigt kolde perioder, opsættes der varmelamper til de hunde der har behov for det. Det er f.eks. hvalpe eller tyndpelsede, gigtplagede eller gamle hunde, med et nedsat aktivitetsniveau. Varmelampen koster ikke ekstra.
I vinterhalvåret har hundene rigeligt med halm i boksene indendøre. Halm varmer og isolerer, og hundene elsker at bygge rede i det. Derudover opsuger det fugt fra våde poter, på en regnvejrsdag.
Akut sygdom:
Skulle en hund blive akut syg, under sit ophold, vil den omgående blive bragt til dyrlæge - og såfremt dette, p.g.a. sygdommens karakter, ikke er muligt, vil dyrlægen komme her til pensionen for at yde behandling. Hunden behandles for ejers regning.
Hvalpe:
Det er ikke spor skadeligt for en hvalp at komme i pension. For selvfølgelig tages der ekstra hensyn til en hvalp hos mig. Den skal beskæftiges anderledes end en voksen hund, og den skal introduceres til omgivelserne i det tempo, den kan kapere.
Hunde, der er kommet her, fra de var små, opfører sig meget hjemmevant - kender hver en krog og alle rutiner ud og ind. Og så er det en fornøjelse, at følge en hund fra hvalp til voksen, ved at gense den i ferier og højtider, år efter år.
Foder:
Vi anvender kvalitets-tørfoder.
Kvalitetsfoder tåles og udnyttes optimalt af de allerfleste hunde. Gradvis tilvænning er ikke nødvendig. Der fodres efter den enkelte hunds behov, d.v.s. 1, 2 eller 3 gange dagligt. Og med den fodertype, der passer den enkelte hund, f.eks. light-foder til den overvægtige og hvalpefoder til hvalpe.
Normalt kan kun hunde på sygediæt medbringe eget foder, men hvis du fodrer med barf, og gerne vil have, at din hund skal have eget foder med, er det ok, mod en merpris på kr 15,-/dag.